De fleste mennesker kender følelsen af at stå udenfor. Det kan være at blive valgt sidst i idræt, ikke blive inviteret med til en social begivenhed eller opdage, at andre har delt noget sammen uden én selv. Den slags oplevelser kan gøre mere ondt, end man umiddelbart tror.

Især blandt unge er FOMO blevet et udbredt begreb. FOMO står for Fear of Missing Out og beskriver frygten for at gå glip af noget vigtigt, socialt eller meningsfuldt. Sociale medier kan forstærke denne oplevelse, fordi man hele tiden bliver præsenteret for andres fællesskaber, oplevelser og tilsyneladende gode øjeblikke. Det kan skabe en følelse af, at alle andre er med, mens man selv står udenfor.

Men FOMO handler ikke kun om sociale medier. Det handler også om et grundlæggende menneskeligt behov for at høre til. Når vi oplever social udelukkelse eller tvivl om vores plads i fællesskabet, reagerer vi følelsesmæssigt. Derfor er FOMO ikke bare noget, man “skal tage sig sammen” og komme over. Det er en reel oplevelse, som kan påvirke både trivsel, selvforståelse og relationer.

Social smerte er virkelig

Forskning peger på, at social udelukkelse kan opleves som en form for smerte. Det interessante er, at det ikke kun er selve hændelsen, der gør ondt, men også den måde, vi fortolker og bearbejder oplevelsen på.

Et studie fra Milano-Bicocca Universitetet i Italien undersøgte, hvordan mennesker reagerer på social udstødelse. I forsøget deltog 79 universitetsstuderende, som blev fordelt tilfældigt i en forsøgsgruppe og en kontrolgruppe. Deltagerne fik at vide, at de skulle gennemføre en mental visualiseringsøvelse, og nogle af dem modtog samtidig elektriske stimuli som led i forsøget.

Senere deltog begge grupper i et virtuelt boldspil, hvor de troede, at de spillede sammen med andre personer. I virkeligheden blev spillet styret af en computer, som bevidst udelukkede nogle deltagere fra fællesskabet i spillet. Nogle fik bolden mange gange, mens andre kun modtog den én gang og derefter i praksis blev holdt udenfor.

Efter spillet blev deltagerne spurgt om, hvor meget de følte sig involveret, og hvordan de havde haft det undervejs. Resultatet viste, at de deltagere, der blev udelukket, generelt oplevede ubehag og følelsesmæssig belastning. Det rigtig interessante var dog, at de personer, som havde modtaget de elektriske stimuli, oplevede den sociale smerte som mindre intens end kontrolgruppen.

Det er ikke kun oplevelsen – det er også vores bearbejdning

Studiet er interessant, fordi det peger på noget vigtigt: Det er ikke nødvendigvis de negative oplevelser alene, der bestemmer, hvor hårdt vi rammes. Det er også afgørende, hvordan hjernen og vores indre fortolkning håndterer det, vi oplever.

Det betyder ikke, at vi bare kan tænke os ud af social smerte. Men det betyder, at vores tanker, forestillinger og følelsesmæssige reaktioner har stor betydning for, hvor meget en oplevelse kommer til at fylde. Når vi føler os overset eller udelukket, kan vi hurtigt begynde at danne historier om, hvad det betyder: De vil ikke have mig med. Jeg er ikke vigtig. Jeg passer ikke ind. Alle andre har noget sammen, som jeg ikke er en del af.

Det er menneskeligt. Men det er også her, at små tegn kan vokse sig større, end de behøver at være. En enkelt oplevelse kan i vores indre blive til et samlet bevis på, at vi ikke hører til. Og så kan en fjer hurtigt blive til fem klukkende høns.

FOMO forstærkes af tolkninger og sammenligninger

Når vi bliver usikre i sociale relationer, forsøger vi ofte at skabe mening. Problemet er, at den mening, vi skaber, ikke altid stemmer overens med virkeligheden. Flere undersøgelser peger på, at mennesker i pressede eller følelsesmæssigt sårbare situationer ofte overvurderer, hvor meget andre faktisk vurderer eller afviser dem.

Det gælder også ved FOMO. Vi ser måske et billede, en story eller en beskedudveksling og drager hurtigt konklusioner om, at vi er blevet valgt fra. Men vi kender sjældent hele sammenhængen. Vi ved ikke, hvem der har taget initiativ, hvad der lå bag, eller hvordan andre egentlig oplever relationen.

Derfor er FOMO ikke kun et spørgsmål om, hvad vi går glip af. Det er også et spørgsmål om, hvad vi kommer til at forestille os, at det betyder.

Hvad kan vi gøre?

Det vigtigste er ikke at afvise følelsen, men at møde den mere nysgerrigt og mindre dømmende. Når frygten for at gå glip af noget opstår, kan det hjælpe at stoppe op og spørge: Hvad er det præcist, jeg reagerer på? Hvad ved jeg faktisk? Og hvad gætter jeg på?

Det kan også være hjælpsomt at få afstemt forventninger og talt mere åbent med andre. Hvis man oplever usikkerhed i relationer, er det ofte bedre at få det undersøgt i virkeligheden, fremfor at lade tankerne løbe løbsk afsted. Det kræver mod, fordi det også gør én sårbar. Men det kan forebygge misforståelser og mindske den følelsesmæssige belastning.

Samtidig er der et vigtigt fælles ansvar. I både private og professionelle fællesskaber har kulturen stor betydning for, hvordan mennesker trives. Når vi bliver bedre til at spørge ind, invitere ind og tale åbent om relationer, mindsker vi risikoen for, at mennesker står alene med følelsen af at være udenfor.

En mere hjælpsom kultur omkring fællesskab

FOMO bliver ofte omtalt som et individuelt problem, men det er også et relationelt og kulturelt fænomen. Når fællesskaber er uklare, når forventninger ikke bliver afstemt, eller når anerkendelse og kontakt mangler, vokser usikkerheden lettere.

Derfor er det vigtigt at skabe miljøer, hvor det er legitimt at tale om ensomhed, usikkerhed og behovet for at høre til. Det gælder blandt unge, men også blandt voksne, medarbejdere og ledere.Frygten for at stå udenfor forsvinder ikke nødvendigvis med alderen. Den skifter bare form.

I arbejdslivet kan FOMO for eksempel vise sig som frygten for at gå glip af information, beslutninger, netværk eller muligheder. Social usikkerhed er derfor ikke kun relevant i ungdomslivet, men i alle fællesskaber, hvor mennesker har behov for at føle sig betydningsfulde og forbundet med andre.

FOMO er ikke bare en overfladisk tendens eller et modeord. Det er en oplevelse, der hænger tæt sammen med vores behov for tilhørsforhold, tryghed og anerkendelse. Når vi forstår, at social smerte er reel, bliver det også tydeligere, hvorfor FOMO kan fylde så meget.

Den gode nyhed er, at vi ikke er magtesløse. Vi kan arbejde med vores fortolkninger, blive bedre til at tale sammen og skabe kulturer, hvor færre mennesker står alene med følelsen af at være udenfor. Det gør ikke at sårbarheden forsvinder, men det gør den lettere at bære og lettere at møde – både hos os selv og hos andre.