Modgang er ikke kun noget, vi skal undgå

“Det, der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere.”

De fleste kender formuleringen. Om den bliver tilskrevet Nietzsche eller Kelly Clarkson, så bliver den ofte brugt som en opmuntring, når livet gør ondt. Men virkeligheden er mere nuanceret end det. Kriser og modgang gør os ikke automatisk stærkere. For meget belastning kan slide hårdt på både krop og psyke. Samtidig peger både erfaring og psykologisk forskning på, at et liv uden modstand heller ikke nødvendigvis gør os mere robuste.

Det afgørende er derfor ikke, om vi møder modgang, men hvordan vi møder den, og hvilke muligheder vi har for at forstå, bearbejde og komme igennem den.

Vi udvikler os ikke kun gennem tryghed

Tryghed er vigtig. Mennesker har brug for omsorg, stabilitet og støtte for at kunne udvikle sig sundt. Men udvikling opstår ikke kun i det trygge og forudsigelige. Den opstår også, når vi gradvist lærer at håndtere det svære.

Det gælder både børn, unge og voksne. Når vi oplever skuffelser, konflikter, usikkerhed, tab eller perioder med pres, får vi mulighed for at lære noget centralt om os selv: Hvad påvirker os? Hvad har vi brug for? Hvordan finder vi fodfæste igen? Hvem kan vi række ud til? Og hvad hjælper os, når livet ikke går, som vi havde håbet?

Hvis vi altid forsøger at fjerne alle former for ubehag, risiko og smerte, kan vi utilsigtet komme til at svække evnen til at håndtere livets vilkår. Det samme gælder i opdragelse, ledelse og omsorgsarbejde. At beskytte er vigtigt, men overbeskyttelse kan fratage mennesker muligheden for at opbygge vital erfaring med modstand, frustration og genopretning.

Der er forskel på belastning og udviklende modgang

Det er vigtigt at skelne mellem modgang, der udvikler, og belastning, der nedbryder.

Der findes livsbegivenheder, som kan være så overvældende, at de overskrider vores evne til at forstå og rumme det, der sker. Alvorlige traumer, voldsomme tab, overgreb, katastrofer eller langvarig psykisk belastning kan sætte dybe spor og kræve professionel hjælp. Her giver det ikke mening at romantisere lidelsen eller tale om smerten som en gave i sig selv.

Men der findes også en anden form for modstand: de udfordringer, som gør livet krævende uden nødvendigvis at knække os. Det kan være nederlag, præstationspres, svære beslutninger, konflikter i relationer, afvisninger, fejl, forandringer eller perioder med tvivl og usikkerhed. Den type erfaringer kan, når de bliver mødt med støtte og refleksion, nemlig være med til at opbygge psykologisk robusthed.

Robusthed er ikke det samme som at være hård eller upåvirkelig. Robusthed handler snarere om evnen til at mærke sig selv, bevare kontakt, finde mening og handle hensigtsmæssigt, også når man er i modgang, eller når livet er udfordrende.

For lidt modstand kan også gøre os sårbare

Det kan virke paradoksalt, men et liv med meget lidt modstand kan gøre os dårligere rustet til at håndtere belastninger senere. Hvis vi ikke har erfaring med at stå i det svære, kan selv relativt almindelige udfordringer føles uoverskuelige.

Når mennesker ikke har fået mulighed for gradvist at udvikle tolerance for frustration, usikkerhed og følelsesmæssigt ubehag, bliver modgangen ofte mere truende, når den først opstår. Ikke fordi personen er svag, men fordi vedkommende mangler erfaringer med at komme igennem det svære og opdage, at man faktisk kan klare mere, end man troede.

Det gælder i familier, i skoler og på arbejdspladser. Hvis kulturen bliver så konfliktsky eller så beskyttende, at ingen må fejle, være i tvivl eller mærke pres , mister vi noget vigtigt. Vi mister træningen i at regulere os selv, bede om hjælp, justere kursen og genfinde balance.

Modstandskraft opstår i mødet med det svære

Modstandskraft bliver sjældent opbygget i teorien alene. Den opstår i praksis. Ikke ved at blive kastet ud i kaos, men ved at gå igennem udfordringer, som er svære, men håndterbare.

Vi udvikler modstandskraft, når vi:

•  oplever noget krævende
•  får støtte til at forstå det, vi står i
•  mærker, at vores reaktioner giver mening
•  finder måder at handle på
•  opdager, at vi kan komme igennem det

Det er den proces, der styrker os. Ikke lidelsen i sig selv, men den måde vi får mulighed for at være i den og arbejde med den på.

Derfor er relationer afgørende. Mennesker bliver mere modstandsdygtige, når de ikke står alene med det svære. En tryg relation til en leder, en kollega, en partner, en forælder, en ven eller en fagperson kan være det, der gør forskellen mellem overbelastning og udvikling.

Når vi vil hjælpe, må vi ikke fjerne alt ubehag

Det er naturligt at ville beskytte dem, vi holder af. Som forældre vil vi skåne vores børn. Som ledere vil vi gerne passe på vores medarbejdere. Som kolleger eller pårørende ønsker vi for det meste at gøre det lettere for andre.

Men hjælp er ikke altid det samme som at fjerne det svære. Nogle gange er den bedste støtte at blive ved mennesket, mens det arbejder sig igennem noget udfordrende. At skabe ro, kontakt og retning uden at overtage processen.

Det kan for eksempel være at:

•  hjælpe med at sætte ord på det, der føles svært
•  normalisere følelsesmæssige reaktioner uden at bagatellisere dem
•  støtte personen i at tage ét skridt ad gangen
•  holde fast i håb og handlemuligheder
•  hjælpe med at skelne mellem det, der skal accepteres, og det, der kan ændres

På den måde bliver hjælpen ikke en flugt fra modstanden, men en støtte der gør det muligt at være i den uden at miste sig selv.

Kriser kan føre til udvikling, men kun under bestemte betingelser

Nogle mennesker beskriver, at de efter en krise står med større klarhed, mere modenhed eller en dybere forståelse af sig selv og livet. De kan have fået tydeligere grænser, stærkere værdier eller en større evne til at prioritere det, der virkelig betyder noget.

Det betyder ikke, at krisen var god, eller at alle kriser fører til vækst. Det betyder heller ikke, at man bør presse sig selv eller andre gennem unødige belastninger i håb om at blive stærkere.

Udvikling efter modgang kræver ofte tid, tryghed, støtte og mulighed for refleksion. Uden alt det kan modgangen i stedet sætte sig som uro, undgåelse, selvkritikeller langvarig stress.

Derfor er det mere præcist at sige: Kriser kan blive udviklende, hvis de bliver mødt på en måde, der gør dem forståelige og håndterbare.

Hvad betyder det i praksis?

For den enkelte handler det om at øve sig i ikke automatisk at flygte fra alt ubehag. Ikke alt, der gør ondt, er farligt. Nogle former for ubehag er en del af livet og kan rumme vigtig læring. Samtidig er det afgørende at tage egne belastningssignaler alvorligt og søge støtte, når det bliver for meget.

For forældre handler det om at balancere omsorg og modstand. Børn har brug for beskyttelse, men de har også brug for øvelse i at tåle skuffelser, konflikter, ventetid, usikkerhed og fejltrin med en tryg voksen i nærheden.

For ledere og arbejdspladser handler det om at skabe miljøer, hvor mennesker både kan være ambitiøse og menneskelige. Et sundt arbejdsmiljø er ikke et miljø uden pres, men et miljø hvor belastninger kan opdages tidligt, håndteres klogt og deles i fællesskab. Medarbejdere udvikler sig ikke af konstant overbelastning, men heller ikke af en kultur, hvor alt vanskeligt fjernes. De udvikler sig i rammer, hvor krav følges af støtte, tydelighed, mening og mulighed for restitution.

Den vigtige balance

Livet vil uundgåeligt bringe perioder med tab, usikkerhed, smerte og forandring. Vi kan ikke fjerne alt det svære, og det skal vi heller ikke forsøge på. Men vi kan blive bedre til at møde modgangen på måder, der styrker vores evne til at holde balancen.

For meget modstand kan overvælde os. For lidt modstand kan gøre os skrøbelige. Det udviklende ligger ofte i midten: i de erfaringer, hvor vi mærker, at noget er svært, men også opdager, at vi ikke er magtesløse.

Det er ikke krisen i sig selv, der gør os stærkere. Det er den måde, vi bliver mødt på, den mening